Sidst opdate:
31, 10, 2016, 16:40

2008

 

Fra Nakskov til Florida


 

2008 blev blandt andet et oplevelsesrigt rejseår for Familien Drostgaard og her følger et lille resume af de mange oplevelser.

 


Januar:

Årets første måned indeholdt årets første rejse. Den 25. januar 2008 drog vi af sted mod Trysil (Norge) sammen med Familien Frisenborg (Kia og familie), hvor vi var på en super hyggelig skiferie i en uge. Vi var alle på skiskole og selv Pia fik lært noget. Senia og Cornelia blev ret gode, men Aleks og Erica har klart de bedste skifærdigheder - endnu! De kørte begge på de sorte løjper og Erica kørte også på den sorte pukkelpist - fantastisk når man kun er 11 år.

 


Februar:

Det var blevet februar inden vi kom hjem fra Trysil og derudover er der ikke meget at berette fra denne måned.

 


Marts:

Aleks fyldte 38 år og Pia red vores første hjemmeavlede hest - Drostgaard's Diddlina - til med Aleks hjælp, men uden problemer. Det var en stor oplevelse at ride på den hest man har haft fra den var nyfødt/nyfolet.

 


April:

Senia fyldte 9 år den 18. april. Erica startede til 4H på hesteholdet og de var også begge til afdansningsbal og så var det måneden hvor vi ventede.....

 


Maj:

9. maj blev spændingen så udløst. Catalina folede endelig og vi fik vores 3. hoppeføl, som blev navngivetDrostgaard's Zarlina. Det mest fantastiske var, at både Pia og pigerne overværede hele folingen, som meget belejligt foregik en fredag aften. Det var en stor oplevelse og vi fik oven i købet filmet hele forløbet.

 


Juni:

13. juni fik vi endnu en stor dyre oplevelse, for der overværede vi, at vores kat Sally fødte fire killinger. Desværre er det ikke let at være killing hos os, hvor der også bor tre jagthunde, så den dag i dag er der kun én overleven, nemlig den killing som flyttede ind hos Erica's veninde.

Den sidste week-end i juni var vi traditionen tro til familie week-end i Aleks' fars familie. I 2008 foregik det hos Aleks' søster i Rødby. Det er en rigtig god tradition der er blevet stablet på benene.

 


Juli:

Den første week-end i juli deltog Erica og Walther (vores shetlandspony) på deres første dyrskue og det blev en stor oplevelse og succes for begge parter. Walther syntes det var fantastisk at være i centrum, selvom det krævede, at han fik sit livs første bad og Erica syntes det var rigtig sjovt, og hun havde trænet flittigt på både spørgsmål og fremvisning, så det rakte til en flot 1. plads.

15. juli fyldte Cornelia 8 år og 21. juli drog vi på ferie nr. 2. Denne gang var det 5 dage med campingvogn til AlbuenStrandcamping ved Nakskov. Vejret var fantastisk, der var swimmingpool på campingpladsen, som vi kunne boltre os i og så var vi på en super udflugt med naturvejlederen til Albuen - et fantastisk stykke natur. Både udflugten og området kan varmt anbefales, hvis man er til naturoplevelser.

 


August:

August er lig med skolestart og dette år startede Erica i 5. klasse, Senia i 3. klasse, hvilket betyder at hun nu har engelsk og Cornelia i 2. klasse.

Det var også måneden hvor diverse fritidsaktiviteter blev startet op igen. Alle tre piger fortsatte ridningen på Kasernens rideskole, startede til svømning i Herlufsholm svømmeklub og til kor i Holsted kirke.

Derudover blev august måneden hvor der blev skiftet lidt ud i hestebestanden. Ib (Ibi-Brown) blev sendt på prøve hos en mulig køber og vi købte en 6 års ponyvallak ved navn Dominiq. Opgaven er nu at få Dominiq redet til (Pia's arbejde), så pigerne forhåbentlig kan begynde at ride ham sommeren 2009.

 


September:

Erica og Senia genoptog dansekarrieren på Birgit's danseskole og 27. september drog vi af sted på den 3. rejse dette år og hvilken rejse!!! For første gang i deres liv skulle pigerne ud at flyve og så skulle de helt til Florida og så i 3 uger! De første to dage var vi i Miami inden vi fik den store autocamper, som vi skulle bo i resten af tiden, imens vi så det meste af det sydlige Florida.

 


Oktober:

Vi kom hjem fra Florida den 18. oktober efter 3 fantastiske uger, hvor vi havde oplevet SÅ meget samtidig med, at vi havde brugt en del tid på at slappe af og bade. Det fantastiske ved at være væk så lang tid er, at tiden ikke er lige så kostbar. Der er plads til spontanitet og dage, hvor man ikke laver så meget andet end at slappe af og bare være sammen som familie.

Efter at være kommet hjem fra Florida måtte Pia desværre tage den svære beslutning at lade sin hest Ib (Ibi-Brown) slagte, da det ved en handelsundersøgelse var konstateret, at der var noget galt i ryggen på ham.

 


November:

I november løber en anden forholdsvis ny, men god, tradition af stablen. Vi holder mormor/farmor-fest (oldemor) sammen med Pia's kusiner og fætre på sin far's side. Det er et hyggeligt arrangement, hvor vi mindes vores mormor/farmor og i år foregik det hos Pia's kusine Stina.

Sidst i november startede juleræset og det var meget svært at forholde sig til, eftersom det kun var en måned siden, vi havde gået rundt i badetøj.

 


December:

Så blev det årets sidste måned og samtidig også den måned hvor Pia blev 38 år og Erica blev 12 år.

Juleaften holdt hjemme sammen med Pia's mor og far. Om eftermiddagen var vi i kirke og høre pigerne synge ved julegudstjenesten.

Nytårsaften var vi ligeledes, traditionen tro, hjemme og i år var det sammen med Familien Bødker (Aleks' bror og hans familie) samt Familien Rotbøll Sjøgreen (Pia's veninde Charlotte og hendes familie).

 


Tilbage er der kun at ønske familie, venner og bekendte et godt og lykkebringende nytår.

 

 

Velkommen 2009