Sidst opdate:
31, 10, 2016, 16:40

2013

 

Farvel 2013
Året startede med sne og deraf besværligheder, men vi kom igennem strabadserne…
Erica begyndte i januar at ride undervisning på Catalina ved berider Anne Ullegård og trods det meget vinterlige vejr fik vi trænet flittigt ved at køre ned i morfars ridehus. Hun er dog i mellem tiden stoppet med at ride, men det var sjovt, så længe det stod på.
Derudover var det et januar projekt at få parret Frigg, så vi endnu en gang kunne få fornøjelsen af et kuld hundehvalpe. Vi fandt den lækre chokoladebrune labrador Viggo i Roskilde, hvor Pia og Frigg kørte på besøg et par gange og Viggo kom på besøg hos os en enkelt gang.
Februar var en vente måned. Vi ventede på, at vinteren skulle aftage, vi ventede på føl og vi ventede på hundehvalpe.
Marts var til gengæld yderst begivenhedsrig. Den startede med et week-end kursus ved den olympiske deltager og tidligere danmarksmester i dressur – Lisbeth Seierskilde. Det var Pia, der havde arrangeret kurset, det foregik på morfars ridecenter og både Erica og Senia red kursus og var meget begejstret. Vores gode venner fra Fyn deltog ligeledes i kurset og vi havde alt i alt en super hyggelig og lærerig week-end.
6. marts havde Drostgaard’s Diddlina termin og ventetiden blev lang for hun folede først 27. marts. Til gengæld fik vi i ventetiden 9 sunde og raske chokoladebrune labradorhvalpe 13. marts. Pia var blevet hjemme fra arbejde, da det så ud til at Diddlina var tæt på at fole, men i stedet blev det altså Frigg der fødte sine hvalpe. Aleks var ligeledes hjemme til at være fødselshjælper, da han pga. manglende arbejde var arbejdsløs i en måned.
Den første hundehvalp blev solgt dagen efter de var født og det gik let med at få dem alle afsat. I dag bor de alle 9 hos nogle super gode familier.
24. marts fyldte Aleks 43 år og 27. marts skete det så endelig, Drostgaard’s Diston kom til verden og endnu en gang gik Pia glip af folingen og dette på trods af gentagne besøg i stalden om natten. For første gang fik vi et hingsteføl.
April var som sædvanlig præget af stor travlhed, men i 2013 var det dog værre end normalt. For udover at bruge tid på føl og hundehvalpe, så holdt vi også stor fest for Senia. Hendes 14 års fødselsdag den 18. april blev en afdæmpet affære, men til gengæld blev der givet fuld gas den 20. april. Vi holdt festen i Kompagnihuset, som er Danmarks ældste gildesal og som har masser af charme. Vi fik god mad, gæsterne var glade og feststemte og vi fik danset og hygget til den store guldmedalje. En super god fest efter vores mening.
Maj var ligeledes travl. Onsdag den 8. maj var hundehvalpene 8 uger gamle og klar til at flytte hjemmefra. Ikke alle havde mulighed for at hente dem på dagen, så de sidste flyttede den 9. maj som også var Kr. Himmelfart. Da alle hvalpene var taget af sted drog vi til Berlin, hvor vi havde lejet en lejlighed. Den egentlig årsag var, at Senia skulle til koncert med bandet ”One direction” lørdag den 11. maj sammen med 3 af sine klassekammerater. Vi havde derfor valgt at gøre en familietur ud af det og samtidig se noget af Berlin. Vi havde nogle gode oplevelsesrige dage, men særligt for Senia blev det en helt speciel oplevelse. I 2014 skal hun igen til koncert med bandet, men denne gang har hun fået billet i København og der skal hun sammen med vores gode venners datter Micha. Det bliver derfor nok ikke den store familietur, men måske en venindetur for Kia og Pia imens de unge damer nyder koncerten.
30. maj havde Erica sidste skoledag i folkeskolen. 10 år med de samme klassekammerater og for vores vedkommende den samme forældregruppe, som vi havde haft så mange gode og sjove oplevelser med var slut. Det var vemodigt, men for Erica var det godt at komme videre.
I juni gik Erica til eksamen og vi andre pustede vi ud ovenpå de to foregående måneder. Den sidste week-end i juni var vi traditionen tro på familie week-end med Aleks’ fars familie. Denne gang foregik det på Langeland. Der er ingen der bor der, men Arne og Grethe som skulle arrangere det havde valgt at leje en hel skole som vi kunne boltre os på.
7. juli havde vi hvalpetræf. Pia havde oprettet en Facebook gruppe hvor hvalpeejerne kunne/kan udveksle erfaringer og følge med i hinandens liv med hvalpene. De gjorde og gør fortsat stor brug af gruppen og ønskede derfor at møde hinanden live. Det blev en god og hyggelig dag, hvor hvalpene havde vældig travlt med mødding og mudderhul og derfor så herrens ud, da de forlod Jeshøjvej.
15. juli fejrede vi Cornelia’s 13 års fødselsdag og 17. juli drog vi af sted på sommerferie til England. Bilen var pakket med telt osv. da vi kørte til Esbjerg og tog båden til Harwich. Vi var i alt af sted 14 dage og vi boede på en campingplads udenfor London. Fra starten havde vi planer om, at vi skulle længere sydvest på, men da vi havde svært vi at finde en campingplads og vejret også så ud til at være dårligere i den del af landet valgte vi at blive. I alt havde vi 3 oplevelsesrige dage i selve London, hvor den ene dag blev tilbragt sammen med farmor og farfar og fætrene David og Andreas samt kusine Hannah.
Udover London var vi en tur i Windsor, vi så Winston Churchill’s landsted samt en masse andet. Vi havde en god ferie, hvor det kun regnede en aften og en nat samt da vi skulle pakke teltet sammenL.
I august startede et nyt kapitel for både Erica og Pia. Sidstnævnte startede umiddelbart efter vores sommerferie på nyt job som konsulent i afdelingen ved navn Primær Sundhed i Regionshuset i Sorø. Erica startede i 1.g på Næstved Gymnasium. Hun har valgt den biotekniske linje og befinder sig rigtig godt med såvel nye klassekammerater samt de nye udfordringer.
Senia startede i 8. klasse og Cornelia i 7. klasse, så inden vi får set os om, så er de alle færdige med folkeskolen.
Lørdag den 10. august stod i kulturens tegn. Vi pakkede picnickurven og kørte til Operaen i København. Vi spiste den medbragte mad ved Københavns kanal inden vi så forestillingen ”Aladdin” i Operaen. Det var en super god oplevelse for os alle 5.
Søndag den 18. august 2013 var vores 3. hjemmeavlede afkom Drostgaard’s Zarlina til sadelkåring. Hun havde ikke været helt nem at tilride, så det blev berider Anne Ullegård, der red hende i såvel perioden op til kåringen som ved selve kåringen. Desværre var dommerne ikke helt på vores side, så trods eksemplarisk opførsel bestod hun ikke sin rideprøve. Hun blev derfor ”kun” kåret i DS. Efter kåringen har Pia igen overtaget ridningen af Zarlina. Anne’s gode arbejde har resulteret i, at hun nu yderst let og hun udvikler sig i den rigtige retning.
Onsdag den 21. august drog Pia til Herning for at se EM i dressur. Det blev en fantastisk og uforglemmelig oplevelse. Om fredagen kom Aleks og pigerne til Jylland og vi kørte til Oue, hvor vi besøgte Familien Bødker. Om søndagen var Pia igen klar på tilskuer pladserne ved EM og denne dag var også Erica og Senia med.
September var knap så hektisk som august. Vi prøvede at finde ind i de rytmer med nyt arbejde og gymnasium, men Cornelia afsluttede måneden med en særlig oplevelse idet hun var med Næstved Ungdomsskole på week-endtur i Sverige for at ride islandske heste. Det var en succes og hun skal af sted igen i marts 2014.
I oktober havde vi efterårsferie, men dette år blev den brugt hjemme, hvor vi fik lavet en masse praktiske ting samt hyggede og slappede af.
27. oktober løb vi løb på omfartsvejen. Aleks løb 12 km, Pia, Senia og Cornelia 5 km, men det bedste af det hele var at det var sammen med en masse gode venner, som vi bagefter havde inviteret hjem til frokost. Vi havde en super hyggelig dag.
I november startede Erica fritidsjob hos Fætter BR i Næstved by. Hun blev ansat som juleassistance, men er efterfølgende blevet fastansat.
Fredag den 15. november måtte vi desværre sige et sidste farvel til Ebba, som altid har været en del af vores liv og som vi betragtede som en ekstra-bedste/olde. Samme dag drog vi på week-end tur i ”luksus” sommerhus ved Rødby sammen med Pia’s fætre og kusiner på sin fars side. Vi fik fejret vores fælles farmor/mormor med manér og genoplivet de mange gode minder.
December var som sædvanlig hektisk med fødselsdage og gæster. Pia rundede de 43 år den 11. december og Erica 17 år den 14. december.
Lillejuleaften holdt vi sammen med Familien Berg-Arnbak og selve juleaften sammen med mormor og morfar. 1. juledag var vi hos farmor og farfar og 2. juledag hos mormor og morfar. Dagene mellem jul og nytår havde både Aleks og Pia fri fra arbejde og der blev hygget hjemme inden året blev afsluttet med et brag af en nytårsfest sammen med en masse gode venner.
Vi er taknemmelige for de mange gode oplevelser vi har haft i 2013 og håber, at 2014 bliver mindst ligeså godt et år. Vi ser allerede nu frem til få føl i foråret, holde fest for Cornelia i maj samt at vi skal en tur til Island.
Vi håber at såvel familie som venner og bekendte får et fantastisk år 2014 med godt helbred og gode oplevelser.
Velkommen 2014